Teknikudvikling
Projektets formål
Projekterne har til formål at udvikle nye teknikker og finde nye
anvendelses former for pels som materiale.
Det tilstræbes at skabe et netværk af internationale designere
og undervisningsinstitutioner, som via deres interesse for pels kan
bibringe branchen innovation og nytænkning.
Der vil i fremtiden blive satset på samarbejde med
uddannelsesinstitutioner, i form af undervisning og besøg fra unge
studerende med henblik på at udbrede elevernes kendskab til
pels.
Afrapportering
I 2010 ændredes tilgangen til teknikudvikling. Fokus blev
skærpet, så man brugte MIFUR (verdens vigtigste pelsmesse) som
platform for udfoldelsen af nye teknikker. Arbejdet med
MIFUR-teknikkerne fungerer således:
- August fastsættes tema (i 2010 har man arbejdet med Himmel og
Hav)
- I efteråret udvikles nye pelsteknikker, der passer til
temaet
- I vinteren opsyes 5-6 styles samt accessories og interiør
- Processen dokumenteres løbende med omfattende billedmateriale
og forklarende tekst
- En folder produceres sidst i året, som forklarer, hvordan
teknikkerne syes og anvendes
- Alt vises i starten af marts 2011 på MIFUR
Noget lignende blev allerede gjort i 2009, hvor temaet var
Riddere og Jomfruer. Efter de erfaringer, der blev draget der er
teknikudviklingen blevet yderligere intensiveret, og i 2010 har
Kopenhagen Studio formået at have et gennemført
teknikudviklingsforløb.
Udover MIFUR bliver teknikkerne også præsenteret i Danmark, Kina
og Canada på messer samt til forskellige samarbejdspartnere, der
har været i huset.
MIFUR-teknikkerne er udviklet i tæt samarbejde med Cecilie
Toklum, designer og scenograf, der har været tilknyttet huset som
fast konsulent på dette projekt. Det har medført en forøgelse i
udgifterne til eksterne samarbejdspartnere.
Det almindelige teknikudviklingsarbejde, som tidligere har været
gennemført, er stadig blevet udført i 2010 udover arbejdet med
MIFUR. Teknikkerne, der er udviklet i 2010, skal som i foregående
år inspirere designere, buntmagere og producenter i og udenfor
pelsbranchen til at bruge pels i deres kreationer. Teknikkerne er
blevet til i et nært samarbejde mellem Kopenhagen Furs workshop,
beliggende i Kopenhagen Studio, og besøgende designere samt fast
tilknyttede designere.
Især i forbindelse med Kopenhagen Studios deltagelse i
Copenhagen Fashion Week blev der udviklet flere nye teknikker i
samarbejde med designere. Det er vigtigt at understrege, at de
fleste af disse teknikker tilhører designerne i 1-2 år, og det er
derfor ikke alle teknikker, der er til stede i Kopenhagen Studios
'bibliotek' af teknikprøver hele tiden. Derudover lægger Kopenhagen
Studio også et stort arbejde i at udlåne teknikker til buntmagere,
producenter og designere, så de kan lade sig inspirere til at bruge
pelsen på nye måder.
Udover fremvisningen af teknikker på messer er der i 2010
også videreført en mere fokuseret vidensdeling med førende
buntmagere og producenter. Kopenhagen Studio har således skabt nære
relationer med de største og vigtigste producenter i Europa,
undersøgt muligheden for at indgå i et tættere samarbejde med
internationale garverier samt inviteret buntmagere til huset for at
lære de nye teknikker. P.t. arbejdes der på en øget vidensdeling
via de nye medier, såsom web og evt. sociale medier.
Der er udover den almindelige uddannelse (se delprojekt 2) også
gennemført en lang undervisningsrække på Tsinghua University af
kinesiske MBA-studerende. Kopenhagen Studio har her fokuseret meget
på vidensdeling og fremvisning af teknikker, der har været udviklet
i det forgangne år.
I 2010 er dokumentationen af de udviklede teknikker blevet
yderligere styrket. Der er således lavet et omfattende arbejde med
skriftlig dokumentering, og en buntmager har modtaget undervisning,
så hun fototeknisk kan dokumentere arbejdet, der foregår i
workshoppen.